Niccolo Paganini var sin tids største violinist. Det siges, at han indgik en pagt med djævlen for at få overnaturlige musikalske evner, og at han kunne tryllebinde publikum med umulige passager. Det rygtedes, at man kunne høre kvinders skrig inde fra hans violin. Og at Paganini havde en dobbeltgænger med horn, der altid stod i scenekanten, når han spillede. Man forstår godt, at violinen fik ry for at være djævelens instrument, hvis man tænker på, at lyden skabes ved at stryge et dyrs tarme med et andet dyrs hår.

Violinen har også ry for at være et af de sværeste instrumenter at lære. Det er jo egentlig imponerende, når man ser, hvor mange violinister der findes!

Bratschen er violinens bitre storebror og celloens oversete lillebror. Med sine 4-6 cm længere krop end violinen kan den være svær at adskille fra violinen i orkesteret, hvis man ikke ser godt efter. Bratschen er historisk set et upopulært instrument – den befinder sig i bunden af hierarkiet for instrumenter, og der findes derfor ufatteligt mange (dårlige) bratschjokes.

Det er meget populært at sige, at det er de dårlige violinister, der spiller bratsch. Men Mozart foretrak faktisk at spille bratsch og sad ofte midt i orkestret og dirigerede. I Mozarts musik er det ofte en lille figur i bratschen, der sætter noget nyt i gang.

Klarinetten er oftest lavet af træ, hvilket nok er det dummeste materiale til et instrument, som skal fyldes med spyt. Men klangen er varm og luftig, og de fleste klarinettister synes, at de er orkestrets vigtigste musikere.

Grunde til at spille klarinet:

1. Der er ikke så meget at slæbe på.
2. Du kan spille (næsten) alle typer musik: Jazz, klezmer, Balkan, klassisk, etc.
3. Den er nem at stemme.
4. De billigste blade blandt træblæsere.
5. Mundstykket kan bruges til at imitere en påfugl.
6. Klangstykket kan bruges til at imitere en and.
7. Mekanikken kan bruges til at imitere en galoperende hest.

Fagottisterne er altid de første, der ankommer, og de sidste der går hjem, fordi de er så lang tid om at samle og adskille deres indviklede instrument. Det tager flere år at lære at gøre det uden at kigge i manualen. Til gengæld får de lov til at spille på et af orkestrets mest majestætiske instrumenter, hvis da komponisten har husket at skrive en stemme til dem (det er ikke nogen selvfølgelighed).

Bonusinfo:
Vil du drille en fagottist? Bed hende spille tonen G3 og se hende svede.

For at ramme rigtigt skal fagottisten kombinere en perfekt teknik, stabil vejrtrækning og umulig fingersætning, mens de peger instrumentet mod den magnetiske nordpol.

Det siges, at orkestret blev ved med at spille, da Titanic sank. De havde nemlig allerede en redningsbåd: Deres kontrabas. Den er den dybeste af strygerne, og selvom den ser sej ud, har den sine logistiske udfordringer. Som kontrabassist forventes det, at du ler af forbipasserendes tilråb som: ”Går du tit tur med den?” eller ”Havde det ikke været nemmere at spille blokfløjte?”.

Trods de mange (dårlige) jokes er kontrabassen fordelagtig at give sig i kast med. Der er altid mangel på basser. Så snart man kan få en fornuftig tone ud af sit instrument, bliver man ombejlet af orkestre. Derudover har bassister altid meget god humor… synes de selv. Den største fordel af dem alle er dog, at glæden ved at spille kontrabas holder hele livet!

Celloen er ikke bare en violin i overstørrelse: Celloen er strygernes ubestridte helt, fordi den klinger som en tenor. Med sin maskuline stemme – modsat violinens mere feminine sopran – indtager celloen straks rollen som den store fortæller, når den gør sin entré i Dvořáks Cellokoncert. Celloen er et af de mest populære instrumenter at spille, da de både får lov at spille fede baslinjer og store melodier i orkesteret.

Hvis du vil drille en cellist, så spørg om det er en guitar, de har i kassen. Det bliver de nemlig tit spurgt om, og det synes de ikke er spor sjovt!

Det ligner en klarinet men lyder meget mere forkølet: Det må være en obo. Er du i tvivl, kan du blot vente til oboisten begynder at spille: Det er som om hele hovedet udvider sig, og oboisten ligner en vred hamster, der er tæt på at eksplodere.

Rygtet siger, at oboister med tiden bliver vanvittige af det tryk, de udsætter deres hjerner for, når de spiller. Eller måske bliver de bare mærkelige af at bruge 90 procent af deres tid på at sidde og lave de rør, de skal bruge for at spille. Men det er det hele værd, for når det virker, er oboen et af orkestrets mest følsomme instrumenter.

Er du til guld og ’bling’? Kan du lave en tone ved at puste over en flaske? Så er tværfløjten måske lige dig. Fløjtenister er håbløst forelskede i deres et–og–alt: Fløjterne selv. Det er ikke ualmindeligt at se hele orkestrets fløjtesektion bryde sammen, hvis en af dem kommer til at banke sit instrument ind i nodestativet. Frederik den Store elskede fløjten så højt, at han hyrede datidens store komponister (bl.a. J.S. Bach) til at skrive fløjtesoli, der blev fremført for hans venner og familie.

Ulemper:
– Akavet siddestilling med hænderne i vejret
– Risiko for, at sidemandens fløjte ’savler’ på dig
– Tværfløjter er oftest af sølv, men man kan også få guldfløjter, og de kan være kostbare.

Man kalder den også en basun eller trækbasun, men ordet ’trombone’ kommer fra en af de italienske ord tromba (trompet) og -one (stor) – altså en stor trompet. Instrumentet kan ligne noget fra en tegnefilm, fordi det virker ved et teleskoptræk, der er inddelt i syv positioner. Det heldige er, at du dermed statistisk set altid har ca. 15 % chance for at være det rigtige sted. Til gengæld skal dine læber sørge for resten, hvis du vil have den rigtige tone ud af dyret.

Basunister behøver ikke arbejde så hårdt, for der er altid mangel

på dem, så de kan vælge og vrage mellem orkestrene. Til gengæld er de tre mest kendte basunister i verden stadig fuldstændig ukendte.

Ahhh… Waldhornet. Dette forvoksede jagthorn har så mange rør (fire meter, krøllet sammen) at det får den mest hærdede VVS’er til at besvime. Hornister (folk, der spiller waldhorn) er ofte kloge ledertyper. Det skyldes nok alle de bøger, de har tid til at læse, mens resten af orkestret spiller.

Når de endelig spiller, sidder de med hånden i hornets klangstykke en stor del af tiden. Men det er ikke, fordi de er generte og ikke vil høres, det er for at få hornet til at stemme. Hvis du er til episk heltemusik med en blød, nougat–agtig klang, så er waldhornet et rigtig godt sted at begynde.

En ung dreng kom hjem til sin far efter sin første times tuba–undervisning. ”Hvordan gik det?” spurgte faderen. ”Det gik godt,” svarede drengen. ”Jeg lærte at spille et C.”

Næste uge var drengen igen til undervisning. ”Hvordan gik det?” spurgte faderen. ”Det gik godt,” svarede drengen. ”Jeg lærte at spille et G.”

Ugen efter kom drengen ikke hjem til tiden, og hans far ventede nervøst på ham. Den var over midnat, da drengen endelig kom hjem.

”Hvor pokker har du været til så sent?”

spurgte faderen. ”Jeg spillede mit første job!!” svarede drengen begejstret.